Rør- og procesanlæg i storskala – til lands og til vands

16/08 2018

I 2016 ekspanderer Victor DST sit forretningsområde til flere onshore aktiviteter i forhold til virksomhedens kendte profil inden for offshore og maritim aktivitet. En visionær strategi i trit med den industrielle udvikling, der på rekordtid også har placeret Victor DST som markant aktør i landindustrien

Victor DST har de seneste år involveret sig i flere storskalaprojekter på landjorden. Blandt andet med omkring 500 tons rør til energianlægget Amager Bakke, 200 tons rør- og stålkonstruktioner til Silkeborg

Kraftvarmeværk og nu med alle rustfrie samt sorte rør og installation af komponenter på biogasanlægget

i Korskro.

- De seneste par år er vi blevet mere rettet mod onshore procesanlæg og der er fuld fart på i øjeblikket. Vi har været involveret i flere biogasprojekter - i Ribe, Bramming, ved Bredebro og nu med entreprisen i Korskro. I Korskro leverer og monterer vi rørene ovenpå de 7 store tanke og al rustfri og sort rørlægning ovenpå jorden. Derudover har vi mandskab gående til at installere pumpe, ventiler og øvrige komponenter samt et fast team på 3 mand, der kommer til at være ansvarlige for trykprøvningen, fortæller Stine Høgholt, direktør hos Victor DST.

Værksteder i Frederikshavn og Esbjerg

Virksomhedens ordreafvikling går som regel på at præfabrikere rør og komponenter på nogle af Danmarks mest moderne produktionsfaciliteter på værkstederne i henholdsvis Frederikshavn og Esbjerg samt at installere og montere på lokation. - Vi installerer lige i øjeblikket de præfabrikerede rør i Korskro og er også i gang med Brande Fjernvarmeværk.

Sideløbende lægger vi sidste hånd på AKVs kartoffelmelsfabrik nord for Aalborg, hvilket også placerer os i fødevareindustrien. I bund og grund: I forbindelse med alle procesanlæg, hvor der skal bruges rør - der er vi spillere - både til lands og til vands, slutter Stine Høgholt.

Artiklen er skrevet af Sara Tallbacka og udgivet i Licitationens oplæg for juli 2018